Traumer
Når vi hører ordet traume, tænker de fleste på noget voldsomt, der er sket: en ulykke, et overfald, et seksuelt overgreb, krig, alvorlig sygdom eller et pludseligt tab.
En traumatisk oplevelse kan føre til PTSD med symptomer som flashbacks, mareridt, undgåelse, søvnproblemer, koncentrationsbesvær og et vedvarende alarmberedskab. For nogle bliver kroppen ved med at reagere, som om faren stadig er til stede, selvom den for længst er overstået.
Traumer kan imidlertid vise sig på mange andre måder. De kan blandt andet komme til udtryk som angst, stærkt behov for kontrol, selvkritik, følelsesmæssig afstand eller vanskeligheder med tillid, nærhed og konflikter. Man kan fungere godt på mange områder af livet og samtidig være præget af erfaringer, som stadig lever videre indeni.
Det ydre og det indre traume
Der er en vigtig forskel mellem det, der sker med os, og det, der sker i os.
En traumatisk begivenhed foregår på det ydre plan. Noget sker, som på det tidspunkt overskrider vores mulighed for at håndtere situationen med de ressourcer, den erfaring og den støtte, vi har til rådighed.
Traumatisering handler også om det indre plan: Hvordan oplevelsen bliver erfaret, bearbejdet og integreret.
Det ydre traume er det, der skete.
Det indre traume handler om, hvad der skete med dig i mødet med det, der skete.
Vi har forskellige forudsætninger for at håndtere det, vi udsættes for. Alder, tidligere erfaringer, følelsesmæssig udvikling, relationer og adgang til støtte spiller en rolle. Det samme gør vores mulighed for at forstå det, der sker, og for at dele det med andre.
Derfor kan den samme begivenhed få meget forskellig betydning for forskellige mennesker.
Den oplevede trussel
Det er ikke kun den ydre situation, der har betydning. Det afgørende er også, hvordan situationen opleves indefra.
Vores nervesystem reagerer på den fare, vi oplever, ikke på en efterfølgende objektiv vurdering af, hvor farlig situationen egentlig var. Hvis vi oplever, at vores liv, sikkerhed eller relationelle tilhørsforhold er truet, kan kroppen reagere kraftigt.
Det gælder også psykiske og relationelle trusler. Noget, der udefra kan se mindre alvorligt ud, kan indefra opleves som dybt truende. For et barn kan eksempelvis en forælders vrede, afvisning eller følelsesmæssige fravær opleves som en alvorlig trussel mod den tryghed, barnet er afhængigt af.
Det handler derfor om at forstå den oplevede trussel og menneskets mulighed for at håndtere den.
Akutte traumer og tilknytningstraumer
Traumer kan opstå efter en enkeltstående voldsom begivenhed, men også gennem gentagne eller langvarige belastninger.
Ved et akut traume er forbindelsen mellem begivenheden og reaktionen ofte tydelig. Det kan være en ulykke, et overgreb eller en anden hændelse, der pludselig ændrer oplevelsen af sikkerhed.
Andre belastninger udspiller sig over længere tid. Det kan være vold, omsorgssvigt, uforudsigelighed eller gentagne relationelle svigt. Her kan erfaringerne gradvist forme den måde, man lærer at være i verden på.
Tilknytningstraumer kan opstå, når de mennesker, vi er afhængige af for tryghed, samtidig bliver en kilde til utryghed. Barnet kan ikke bare forlade relationen og må derfor finde en måde at være i den på.
Nogle lærer at klare sig selv og have så lidt brug for andre som muligt. Andre bliver meget opmærksomme på tegn på afvisning. Nogle får svært ved at finde en tryg balance mellem nærhed og afstand.
Sådanne mønstre kan senere få betydning for vores relationer, selvfølelse og måde at håndtere følelser på.
Alt, hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere?
Vi mennesker er bemærkelsesværdigt tilpasningsdygtige, og vi kan udvikle stor styrke gennem det, vi gennemlever. Men vi kan også udvikle strategier, som hjælper os med at komme igennem noget svært, og som senere kan komme til at begrænse os.
Den årvågenhed, der engang hjalp dig med at opdage fare, kan gøre det svært at slappe af. Evnen til at klare alting selv kan gøre det vanskeligt at tage imod hjælp. Kontrol kan give en oplevelse af sikkerhed, men samtidig gøre det svært at give slip og være tæt på andre.
Det, der engang var en nødvendig måde at beskytte dig på, kan senere begrænse dig.
Når fortiden bliver ved med at være til stede
Et traume viser sig ikke altid som et tydeligt minde. Nogle gange er det kroppens eller følelsernes reaktion i nutiden, der fortæller, at noget gammelt bliver aktiveret.
En bestemt tone i stemmen. En konflikt. At blive kritiseret. At nogen trækker sig. At være afhængig af et andet menneske. At miste kontrollen.
Reaktionen kan komme hurtigt og føles ude af proportion med situationen. Man ved måske godt, at den nuværende situation er anderledes, men kroppen reagerer alligevel, som om noget gammelt er blevet vækket.
Det kan være en vigtig nøgle til at forstå, hvorfor man nogle gange reagerer stærkere, end man selv synes giver mening.
Nye erfaringer kan skabe nye muligheder
Psyken formes af vores erfaringer. Derfor kan nye erfaringer også være med til at forandre os.
I en tryg terapeutisk relation kan man få mulighed for at erfare noget andet end det, man tidligere har lært. Man kan øve sig i at være tæt på et andet menneske, vise sårbarhed, mærke stærke følelser, sætte grænser, tage imod omsorg eller stå ved sig selv og samtidig bevare kontakten.
Sådanne erfaringer kan over tid skabe nye muligheder for at være i relationer og være med sig selv.
Det er en del af håbet i terapien: Det, vi har lært gennem vores erfaringer, kan også udvikle sig gennem nye erfaringer.
Traumebehandling
At arbejde med traumer handler derfor ikke kun om at fortælle om det, der skete. Det handler også om at forstå, hvordan oplevelserne har påvirket dig, og hvordan de eventuelt fortsat lever videre i dit følelsesliv, din krop og dine relationer.
I terapien kan vi sammen undersøge de mønstre, der er opstået, og de måder, du har lært at beskytte dig på. Vi kan arbejde med at skabe større tryghed og kapacitet til at være med de følelser, som tidligere har været vanskelige at rumme.
Psyken har en betydelig evne til at tilpasse sig og finde nye veje. Det gælder også efter meget vanskelige oplevelser.
Det, der er sket, kan ikke ændres. Men vores forhold til det, der er sket, kan forandre sig.
Og når gamle erfaringer ikke længere behøver at styre vores reaktioner i nutiden, bliver der mere plads til at leve det liv, vi faktisk står i nu.
–
Ofte stillede spørgsmål om –
-
–
-
–
Skriv til os
“Terapeuten er knivskarp og kommer lynhurtigt ind til kernen af, hvad den enkelte udfordring i virkeligheden handler om. Hun formår at pille det hele så meget fra hinanden, at det bliver tydeligt, hvad vi hver især skal arbejde med. Vi har tidligere været i parterapi, men hos jer har vi endelig oplevet de resultater, som vi håbede på. (2023) “
Centralt i Køge