Angst
Angst er en af de mest almindelige årsager til, at mennesker søger psykologisk hjælp. Den kan vise sig som panikanfald, fobier, social angst, præstationsangst, OCD eller generaliseret angst. For andre er oplevelsen mindre entydig: en vedvarende indre uro, et højt spændingsniveau eller en følelse af aldrig helt at kunne falde til ro.
Måske kender du hjertebanken, trykken for brystet, uro i kroppen eller et sug i mellemgulvet. Måske bliver du svimmel, får kvalme, tankemylder eller katastrofetanker. Måske mærker du en stærk trang til at flygte, undgå bestemte situationer eller få kontrol over det, der sker.
Angst kan også være mere subtil. Den kan vise sig som rastløshed, overberedskab, søvnproblemer, koncentrationsbesvær eller en konstant optagethed af, om noget er galt.
Når man først har oplevet angstens kraft, er det naturligt at begynde at forsøge at forstå og kontrollere den. Man læser om symptomerne, forsøger at finde mønstre, mærker efter i kroppen og tænker over, hvad der kan udløse det.
For nogle bliver det en del af problemet.
Når kroppen reagerer på fare
Prøv at forestil dig, at du skulle designe et menneskeligt væsen helt fra bunden. Det skulle kunne overleve i en verden, hvor der findes rovdyr, ulykker, sygdom, konflikter og andre mennesker, som ikke altid vil det dig godt. Det skulle hurtigt kunne opdage fare og reagere, før det nåede at tænke sig om.
Et menneske-barn fødes fuldstændig hjælpeløst og er igennem hele opvæksten afhængig af andre mennesker, for at det kan overleve. Derfor skulle alarmsystemet ikke blot reagere på fysiske trusler, men også være sensitivt overfor potentielle afvisninger fra andre.
Angst er grundlæggende et biologisk alarmsystem. Når vi registrerer fare, mobiliseres kroppen til at handle. Pulsen stiger, musklerne spændes, vejrtrækningen ændres, og opmærksomheden rettes mod det, der kan være vigtigt for vores overlevelse.
Det er en hensigtsmæssig reaktion, når der er noget konkret at reagere på.
Men kroppen kan også gå i alarm, uden at vi umiddelbart kan finde en ydre årsag. Man kan sidde hjemme i sin egen stue og pludselig mærke et kraftigt ubehag. Man kan være sammen med mennesker, man holder af, og alligevel opleve en stærk trang til at trække sig. Man kan have et liv, der på mange måder fungerer godt, og samtidig have en krop, der reagerer, som om noget er galt.
Det er ofte her, spørgsmålet opstår:
Hvis der ikke er noget farligt omkring mig, hvad er det så, min krop reagerer på?
Angst kan opstå indefra
En del af svaret kan findes i vores følelsesliv.
Vi forbinder ofte angst med frygt. Men angst kan også opstå, når andre stærke følelser bliver aktiveret: vrede, sorg, længsel, kærlighed, skyld, sårbarhed eller behovet for nærhed.
Det kan være overraskende. For nogle mennesker er det lettere at genkende angsten end den følelse, der ligger tæt på den.
Man kan eksempelvis mærke et stærkt behov for at sætte en grænse og samtidig blive angst. Man kan længes efter nærhed og samtidig få lyst til at trække sig. Man kan blive vred på et menneske, man holder af, og pludselig mærke uro, skyld eller tristhed.
På den måde kan angsten komme til at stå mellem os og den følelse, der blev aktiveret.
Vi udvikler måder at håndtere det svære på
Vores måde at være med følelser på formes gennem vores erfaringer og relationer. Tidligt i livet lærer vi, hvordan vores følelser bliver modtaget, og hvad der sker, når vi viser dem.
Nogle vokser op med god plads til både vrede, sorg, behov og sårbarhed. Andre lærer tidligt at tilpasse sig, holde igen, tage ansvar, være dygtige eller klare tingene selv.
Det kan være meget velfungerende måder at navigere i livet på. De kan give os kompetencer, selvstændighed og en stærk evne til at håndtere vanskelige situationer.
De samme egenskaber kan imidlertid også blive en måde at holde bestemte følelser på afstand.
Måske bliver du meget god til at forstå det, der sker, men har sværere ved faktisk at mærke det.
Måske begynder du at analysere, når noget bliver følelsesmæssigt intenst.
Måske forsøger du at finde den rigtige forklaring, den rigtige løsning eller den rigtige måde at håndtere situationen på.
Måske tager du mere ansvar, end der egentlig er dit.
Måske bliver du selvkritisk, kontrollerende eller meget optaget af, hvad andre tænker om dig.
Og måske virker det hele ganske godt – lige indtil noget rammer et sted, hvor tænkning og kontrol ikke længere er tilstrækkeligt.
Når vores strategier bliver en del af problemet
Vi mennesker udvikler forskellige måder at beskytte os mod psykisk ubehag på. I psykologien kaldes de ofte forsvar.
Forsvar er tæt forbundet med vores måde at håndtere følelser på. De kan tage mange former: Vi kan analysere, kontrollere, bekymre os, undgå, rationalisere, gøre os hårde, søge beroligelse hos andre eller lukke følelsesmæssigt ned.
Nogle gange bliver vi meget handlekraftige. Andre gange bliver vi passive eller handlingslammede.
Vi kan også komme til at vende følelserne mod os selv gennem selvkritik eller skyld, eller rette dem udad gennem vrede, kritik eller kontrol.
Disse strategier kan give en umiddelbar oplevelse af kontrol eller lettelse. På længere sigt kan de samtidig fastholde os i det mønster, vi forsøger at komme ud af.
Der kan opstå en bevægelse som denne:
Følelse → angst → forsvar → lettelse → følelsen bliver ikke fuldt erfaret → mønstret gentager sig
Det er en af grundene til, at angst kan være så vedholdende. Vi kan komme til at bruge meget energi på at håndtere angsten uden at komme tættere på det, der bliver aktiveret under den.
Når indsigt ikke er nok
Mange mennesker, der søger psykologisk hjælp, har allerede stor indsigt i sig selv.
De har læst bøger, lyttet til podcasts, tænkt over deres barndom, analyseret deres relationer og kan ofte sætte præcise ord på deres mønstre.
Alligevel kan de opleve, at noget bliver ved med at gentage sig.
Det kan være frustrerende. For hvordan kan man blive ved med at reagere på samme måde, når man allerede har forstået, hvorfor man gør det?
Her er der en vigtig forskel mellem at forstå noget intellektuelt og at kunne være i det følelsesmæssigt.
Man kan vide, at man bliver vred, når man føler sig tilsidesat, og stadig have svært ved at mærke vreden uden straks at analysere den.
Man kan vide, at man har brug for nærhed, og stadig få trang til at trække sig, når man kommer tæt på et andet menneske.
Man kan vide, at man er selvkritisk, og stadig mærke kritikken som en næsten automatisk stemme, når noget bliver svært.
Psykologisk forandring handler derfor ikke altid om at forstå mere. Nogle gange handler den om at kunne være anderledes til stede i det, man allerede forstår.
Fra at bekæmpe angsten til at forstå hvad der ligger bag
I terapien kan vi sammen undersøge, hvad der sker i dig, når angsten opstår.
Vi ser blandt andet på kroppens signaler, de følelser der bliver aktiveret, og de automatiske måder, du forsøger at håndtere dem på.
Målet er at støtte dig i gradvist at kunne være mere tryg ved det, der foregår indeni dig. Vi arbejder med at udvide din evne til at mærke, forstå og rumme stærke følelser, samtidig med at du bevarer kontakten til dig selv og det, der sker omkring dig.
Det kan give mulighed for at møde følelser, som tidligere hurtigt blev omsat til angst, kontrol, analyse, afstand eller andre former for beskyttelse.
Når vores evne til at være med følelser bliver større, kan behovet for de automatiske beskyttelsesstrategier gradvist blive mindre.
Og når behovet for at beskytte sig mindskes, kan angsten også miste noget af sin kraft.
Arbejdet med angst handler derfor ikke kun om at få angsten til at forsvinde. Det handler om at forstå, hvad der sker i dig, når angsten opstår, og om at få større frihed til at være i kontakt med dig selv, dine følelser og andre mennesker.
Målet er ikke at blive et menneske uden stærke følelser. Det er at få større frihed til at kunne rumme dem.
–
Ofte stillede spørgsmål om –
-
–
-
–
Skriv til os
“Terapeuten er knivskarp og kommer lynhurtigt ind til kernen af, hvad den enkelte udfordring i virkeligheden handler om. Hun formår at pille det hele så meget fra hinanden, at det bliver tydeligt, hvad vi hver især skal arbejde med. Vi har tidligere været i parterapi, men hos jer har vi endelig oplevet de resultater, som vi håbede på. (2023) “
Centralt i Køge